Når et ungt menneske bliver syg med en spiseforstyrrelse, rammer det hele familien. Dette er historien om Caroline og hendes kamp mod anoreksi. Det er også fortællingen om en mor, der for sent anerkendte, at hendes datter var ved at blive alvorligt syg.
Af: Hana Salihovic og Caroline Schneider Lambert
Denne artikel indeholder detaljerede beskrivelser af en spiseforstyrrelse og kan virke triggende for nogle læsere. Hvis du har brug for støtte eller har bekymringer om dig selv eller en nær person, kan du kontakte Foreningen Spiseforstyrrelser og Selvskade på telefon 7010 1818 eller læse mere om deres rådgivningstilbud på spiseforstyrrelse.dk/raadgivning.
August 2016
Mit kraveben og hofteknoglerne var kun dækket af et tyndt lag hud. Mit hår var blevet tyndt og slidt. Hårstråene faldt af og tilstoppede afløbet i badet. Jeg frøs, og små dun begyndte at vokse på min mave og ryg. Kroppen forsøgte at gro en vinterjakke, der skulle holde mig varm.
Jeg startede i 7. klasse og havde svært ved at koncentrere mig om bøgerne og kladdehæfterne. Jeg var træt og uoplagt, og jeg trak mig fra mine venner. I frikvarteret gik jeg tur rundt om skolen eller cyklede gennem byen, mens jeg gnavede gulerødder og agurker, som dinglede fra en plasticpose ved cykelstyret.
Når jeg hang ud med den pigegruppe, som jeg var en del af, lagde de fingrene omkring mit håndled for at måle, hvor tyndt det var blevet. Du knækker jo, fik jeg at vide. De turde næsten ikke røre ved mig.
Kiloene, som raslede af mig, var blevet en afhængighed. Selvom jeg godt vidste, at jeg ikke burde blive tyndere, var det en fryd for mig, hver gang tallet på vægten var lavere end i går. En lykkerus og et sus i maven. Jeg fortalte min mor, at snart ville det ændre sig. Fra nu af ville jeg spise mere, motionere mindre. Bruge tid med mine venner og koncentrere mig om skolen. Egentlig vidste jeg godt, at jeg ikke ville komme til at ændre noget. Jeg blev skræmt bare ved tanken.
2011
Jeg var et buttet barn. Det havde jeg været, lige siden jeg var seks år gammel, og det sidste år var jeg kun blevet større. Nu sad jeg foran sundhedsplejersken med en forælder på hver side. Jeg var netop blevet vejet på en særlig vægt, som kunne sige alt muligt om min krop og mit helbred. Jeg skulle holde i to håndtag og måtte ikke have sokker på, mens maskinen gjorde sit arbejde. Resten af tøjet var jeg også blevet bedt om at tage af. Luften føltes iskold imod min hud, som jeg stod der og ventede på vægtens dom.
Sundhedsplejersken lagde et udprint på bordet foran os. Det forestillede et diagram med en Y- og en X-akse. Y-aksen var min vægt, mens X-aksen var min højde, og skæringspunktet imellem de to skulle gerne ligge indenfor medianen. Den lille prik, som udgjorde mit BMI, lå langt oppe over det grønne middelområde.
Privatfotos: Caroline, tre år gammel, med far og mor.
Vi svarede på spørgsmål om, hvad vi spiste til aftensmad, om vi drak sodavand, hvor tit vi fik slik, og hvor meget vi motionerede. Sundhedsplejersken viste os på en planche, hvor meget frugt og grønt du kan spise for den samme mængde kalorier, som der er i en lille håndfuld chips. Jeg tænkte, at det var uoverskueligt at skulle tygge mig igennem så mange gulerødder.
Vi forsøgte os med at spise efter madpyramiden, Y-tallerkenen, kostrådene. Jeg startede til spejder, dans og karate. Min mor købte kogebøger, og vi skiftede ris og pasta ud med blomkål og zucchini. Bagte stenalderbrød og lavede hjemmelavede, sukkerfattige Bounty chokoladebarer. Jeg startede på Børnevægtscentret og blev presset til at cykle den 30 minutter lange tur fra Amager til Vesterbro. Lige lidt hjalp det, den lille prik flyttede sig ikke.
·
Din underviser tog mig og din far til side efter en skole-hjem-samtale. Han fortalte, at du var blevet for stor og anbefalede os at snakke med skolens sundhedsplejerske. Din far mente ikke, at du skulle på diæt. Du var jo kun et barn, og det var ikke en skam at have lidt ekstra på sidebenene. Han tænkte ikke som jeg. Nogle gange tog han burger med hjem, selvom jeg havde lavet laks og spidskål til aftensmad.
Jeg syntes, at du skulle bevæge dig noget mere – tage cyklen i stedet for bussen. Men du ville ikke, og din far mente ikke, at du skulle presses. Han irettesatte mig foran dig, og i rottede jer sammen. I kunne ikke se, at det var bedst for os alle tre, hvis vi tabte nogle kilo.
Jeg skammede mig over jer og jeres måde at være på. I havde det sjovt sammen og gik ikke op i, hvad andre tænkte om jer. Jeg kunne ikke lade være med at se os gennem andre folks blikke: Tre tykke tåber. Tænkte de, at jeg var en dårlig mor? At det var min skyld, at du var overvægtig?
·
Jeg havde taget en helt særlig kjole på. Tætsiddende og lårkort og dækket til med sølvpailletter. Med løftet pande, røde læber og opsat hår gik jeg igennem stuen. Jeg sang med på Katy Perrys California Girls og kiggede lige ind i kameraet. Bagefter så jeg musikvideoen igennem. Den er i kassen!
Jeg havde værelset fyldt med nips. Læbepomade, hårbøjler og perlekæder. Jeg kunne godt lide at pynte mig og kunne bruge mange timer foran spejlet. Jeg tog sminke på, når jeg optog musikvideoer på min iPad, og til hverdag overvejede jeg nøje, hvad jeg skulle have på. Min mor kommenterede ind imellem på det. De pangfarvede striktrøjer var ikke hendes favoritter, og vandrette striber fremhævede min runde mave. Når jeg tog pailletkjolen på, lignede jeg en diskokugle, sagde hun.
Privatfotos: Op til at Caroline startede på Børnevægtscentret, havde hun og familien forsøgt at tabe sig.
2012
I tredje klasse var jeg otte år gammel og startede i fritidsklub. Nu kunne jeg smutte efter skole, uden at pædagogerne på skolens SFO lagde mærke til det. Min yndlingsbeskæftigelse blev at sidde i vores grønne sofa og se Disney Channel. Jeg kunne lide at købe en spandauer eller et pizzaslice med hjem fra Kvicklys bager. Min mor undrede sig over, hvor alt husets toastbrød forsvandt hen, og hun kunne altid se det, når jeg havde været i slikskuffen. Alligevel fejlede appetitten ved aftensmaden ingenting.
2013
Jeg blev med tiden mere og mere bevidst om mit udseende. Drengene i skolen begyndte at interessere sig for det modsatte køn, men det var aldrig mig, de kiggede efter. Jeg så op til de slanke piger med høje hestehaler og korte mavebluser, når de selvsikkert bevægede sig igennem klasselokalet eller hang ud efter skole. Jeg så, hvordan de brugte deres lommepenge på at købe chips og slik og sodavand i det lokale supermarked uden så meget som at skænke det en tanke, at det måske ville sætte sig som slaskede deller på deres stramme kroppe.
2015
Da jeg var 11 år gammel, blev mine forældre skilt. Et par måneder forinden havde min mor og jeg siddet på en snusket restaurant i et shoppingcenter. Jeg havde spurgt hende, om hun troede, at hun og far stadig ville være sammen ti år ude i fremtiden. Hjertet havde siddet oppe i halsen, mens jeg ventede på hendes svar.
Nu sad vi alle tre rundt om spisebordet i lejligheden på Amager. Min mor, far og jeg. En familie under to tage, kaldte de det i starten og flere år frem. Selvom det på alle måder lignede en reel skilsmisse. Jeg græd, da jeg fik det at vide, men det gik hurtigt over.
Min mor og jeg blev boende i mit barndomshjem. Min far flyttede. Han ville komme og besøge os tit, forsikrede de. Så kunne vi spise sammen og hygge os, som vi plejede. Jeg kan tælle på en hånd, hvor mange gange det skete.
·
Alkohol havde været en præsent del af din barndom, og det var heller ikke første gang, du så mig beruset. Jeg var lige blevet skilt og skulle bruge noget til at dulme nerverne. Efter en lang og stressende arbejdsdag drak jeg et glas vin. Derefter et mere. Stående ved køkkenbordet. Du kom hjem fra skole, og du bemærkede det. Min stemme ændrede sig, når jeg drak, sagde du.
Jeg havde det forfærdeligt. Men jeg havde dig. Du blev min bedste ven og min fortrolige. Jeg kunne fortælle dig alt. Du var der, da jeg stod alene i Danmark. Det land jeg var flyttet til fra Canada for at stifte familie med din far. Nu var det kun os to mod verden.
Jeg kunne ikke længere træffe beslutninger, så dem tog du for mig. Jeg var presset, mentalt og økonomisk, så det var en lettelse, at du påtog dig mere ansvar. Du begyndte at bestemme, hvad vi skulle spise, og du sørgede for indkøbene, mens jeg var ked af det og knoklede på arbejdet for at få økonomien til at hænge sammen.
·
05/09/2016
Indledende vurdering, sygehistorie
Mor beskriver sit tætte forhold til Caroline som ”måske for tæt”. Caroline er meget glad for sin mor, men det beskrives også, at hun bekymrer sig og tager ansvar for sin mor. Mor har talt med Caroline om mange voksenting, som f.eks. økonomi og mors evne til at skabe venskaber. Mor forklarer, at hun føler sig afhængig af Caroline, særligt efter skilsmissen.
Foråret 2016
Min mor har altid fortalt mig alt, og efter skilsmissen blev vi hinandens eneste fortrolige. Vi gik fra at være mor og datter til at være Nathalie og Caroline. Vi delte bramfrit glæder, sorger, bekymringer og frustrationer. Vi græd og grinede sammen og fordelte de huslige pligter ligeligt imellem os. Nathalie vaskede tøj og sorterede skrald, jeg lavede mad. Rengøringen klarede vi i fællesskab. Vi fandt hinanden i en tryg lille boble, som kun få udvalgte kunne trænge ind i.
Privatfotos: Efter sine forældres skilsmisse, begyndte Caroline at gå op i kost og motion.
Om eftermiddagene svømmede vi i den lokale svømmehal, og til aftensmad spiste vi fisk og salat, som jeg havde valgt. Mit spejlbillede ændrede sig, og tallet på vægten faldt. Folk omkring mig bemærkede det. Jeg så sund og glad ud, fik jeg at vide. Rødkindet og smilende.
·
Efter skilsmissen havde jeg brug for at starte på ny. Vi begyndte at svømme sammen. I starten svømmede du bag mig, og jeg ventede på dig for enden af banen. Du kildede mine fødder, når du kunne nå dem. Du blev hurtigt dygtigere, og efter kort tid var det mig, der svømmede bag dig. Jeg så dine fødder bevæge sig foran mig i vandet.
Din far havde taget vores dårlige vaner med sig, da han gik. Nu kunne jeg for første gang selv forme vores livsstil. Vi tabte os begge to, og du oplevede succes. Folk komplimenterede dit nye udseende, og du strålede. Du var endelig brudt ud af de rammer, du troede, du var underlagt.
·
08/09/2016
Familieterapi
Familien kan i dag se tilbage på, hvordan spiseforstyrrelsen har manipuleret forældrene. Mor havde en overgang travlt på arbejde, og Caroline stod i den periode for al aftensmad alene derhjemme. Både fordi Caroline i starten synes, at det var sjovt og hyggeligt, men de kan i dag se, at det var alt for meget ansvar, Caroline havde. Mor fortæller, at spiseforstyrrelsen virkelig fik lov at vokse i den periode.
Juni 2016
Sommeren kom. Jeg var 13 år gammel og vejede 10 kilo mindre, end jeg gjorde et år forinden. Jeg var glad for det vægttab, jeg havde opnået, men jeg var stadig ikke tilfreds med, hvordan min krop så ud. Jeg ville være tyndere. Sundere. Når jeg var sulten, var jeg let og uovervindelig. En tom mave var følelsen af kontrol og disciplin. Det var euforiserende.
Nathalie og jeg tog på ferie i Sydfrankrig. Vi fandt os til rette i et lille, mørkt hus i en fransk provinsby. Trapperne, som forbandt husets tre små etager, var snævre og slidte, malingen på væggene krakelerede, og husets skodder var altid slået for. Jeg lavede sit-ups på stuegulvet, og vi svømmede i byens svømmehal. Vi handlede på det lokale marked, som blev afholdt hver onsdag og lørdag lige ude foran vores hoveddør og tog bussen til havet, hvor vi kastede os i bølgerne. Vi købte tomater, gedeost, ferskner og courgette og spiste morgenmad i solen på tagterrassen. Jeg kogte linser og bønner, anrettede stegte gulerødder og fetaost på store fade og bagte en blomkålspizza efter en opskrift, jeg havde fundet på internettet.
Privatfotos: Caroline og Nathalie i Sydfrankrig.
Jeg spiste, men jeg havde strenge regler for hvor, hvornår og hvor meget. Jeg gik op i at lave sund og nærende mad, og tankerne om kost og sundhed begyndte at fylde mere og mere. Der var fødevarer, som var gode, og andre, som var absolut forbudte. Kom jeg til at overtræde de retningslinjer, jeg havde sat for mig selv, udløste det rastløshed og kaostanker. En bid af det forkerte på det forkerte tidspunkt kunne ende ud i, at jeg fandt mig selv liggende i fosterstilling. Rystende med røde øjne og våde kinder.
·
20/09/2016
Familieterapi
Vi taler om, hvilke fordele og ulemper, Caroline har oplevet ved spiseforstyrrelsens indtræden i hendes liv. Af fordele nævner hun, at hun oplevede at få mere styr på sin hverdag, både ift. sport og mad. Hun nævner, at alt var planlagt, og at det var en rar følelse. Caroline nævner, at det ikke altid var godt at have styr på alt, da der ikke var plads til spontanitet og umiddelbar lyst. F.eks. hvis folk tilbød et æble eller foreslog sociale aktiviteter.
·
Du havde, ligesom din far, en interesse for madlavning. Da du var lille, havde du tit siddet på køkkenbordet og hjulpet til med aftensmaden. Nu stod du selv i køkkenet og eksperimenterede med forskellige råvarer. Du læste i kogebøger og tilberedte alle mulige slags grøntsager. Men sommeren 2016 skete der noget. Der kilede sig noget ind, som skyggede for din umiddelbare nysgerrighed.
Du begyndte at få et underligt spisemønster. Du satte begrænsninger på, hvor meget du måtte spise, og der var fødevarer, som pludselig blev forbudte. Vi tog til Sydfrankrig, og du elskede at tage på markedet og handle. Du tog pænt tøj på og havde en fletkurv under armen, som du fyldte med frugt, grøntsager og ost. Hver dag brugte du lang tid nede i det lille, mørke køkken, og når du var færdig med maden, bar vi det op på tagterrassen, hvor vi spiste. Du kom meget lidt op på tallerkenen, og i løbet af ferien så jeg, hvordan portionerne blev mindre og mindre. Når jeg spiste is nede på havnen, skulle du ikke have noget, og du fik den samme ret på den samme restaurant tre gange, fordi du ikke turde prøve noget nyt. En dag, inden vi skulle ned og handle, ville du ikke have morgenmad, fordi du ville levne pladsen til smagsprøver på markedet. Langsomt blev jeg klar over, at der var noget, som ikke var, som det skulle være.
·
Hvis jeg spiste mere, end jeg havde planlagt, følte jeg mig stor og oppustet. En bid for meget eller af det forkerte, udløste et kropsligt ubehag, som gav mig lyst til at skrige højt eller løbe en lang tur. Tit besluttede jeg mig for, hvor meget jeg ville spise, men ombestemte mig under måltidet og lod halvdelen af maden ligge urørt på tallerkenen. Maden voksede i munden på mig, når jeg tyggede, og følelsen af mæthed skræmte mig.
Jeg svandt ind til ingenting, og jeg kunne lide det. Det var lettest kun lige at spise det højst nødvendige, for at min krop kunne fungere. På den måde var jeg sikker på, at jeg ikke kom til at overtræde de regler, jeg havde sat op for mig selv. Jeg ville for alt i verden ikke miste den optimerede version af mig, jeg havde skabt. Sulten var nemmere at håndtere end den angst, som mætheden fremprovokerede.
·
20/09/2016
Familieterapi
Caroline giver udtryk for, at spiseforstyrrelsen kan fortælle hende, at hun bliver tyk og grim. Dette skete i løbet af sidste uge, da mor købte en is, og Caroline slikkede på skeen for at smage, hvorefter hun blev meget ked af det i en halv time. Hun fortæller ligeledes, at hun efter vejningen i dag kan mærke, at spiseforstyrrelsen spiller ind og vil forsøge at fortælle hende, at hun bliver alt for tyk.
August 2016
Du havde tabt dig meget i løbet af sommeren, og da du startede i 7. klasse, lignede du slet ikke dig selv. Din nye klasselærer hev mig til side, for han kunne ikke genkende den pige, han kort havde mødt inden ferien. Jeg tog fat i sundhedsplejersken, som vi kendte fra dengang, du var overvægtig. Hun snakkede med dig og vejede dig jævnligt i en periode, men efter kort tid anbefalede hun, at jeg kontaktede egen læge. Din far var også bekymret. Vi så ikke længere den glade, kloge, nysgerrige pige, som vi kendte.
·
05/09/2016
Indledende vurdering, sygehistorie
Forældrene blev meget bekymrede for ca. 2-3 uger siden. Mor fortæller, at hun her først indrømmede, at der var et problem. Far fortæller, at han omkring sommerferien, hvor Caroline havde været 14 dage på ferie med sin mor, fik et chok, da de kom hjem, og han så, at Caroline var meget tynd. Forældrene gik til egen læge for et par uger siden.
·
Jeg sad i venteværelset hos lægen. Tidligere på dagen, mens jeg var i skole, havde min far ringet til mig og sagt, at han ville komme og hente mig en time inden skoledagen var omme. Han og Nathalie havde snakket med lægen, som gerne ville se mig med det samme.
Jeg blev målt og vejet. Jeg havde tabt en tredjedel af min vægt på seks måneder. Jeg var undervægtig, blev det konstateret. Det vidste jeg godt, for jeg havde været inde og udregne mit BMI på internettet.
Privatfotos: Flere var bekymrede for Carolines vægtudvikling, da hun startede i 7. klasse efter sommerferien.
Jeg blev henvist til Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center Bispebjerg. De havde måske en tid til mig om et par måneder, fik vi at vide. Et par dage efter ringede overlægen på afdelingen til Nathalie. Hun havde kigget på mine tal og blodprøveresultater, og hun ville gerne se mig om 10 dage.
De næste dage var jeg underlagt et strengt regime. Ingen motion, lød det. Men Nathalie og jeg gik lange ture rundt i kvarteret. Et eller andet måtte jeg jo gøre for at holde angst og uro på behørig afstand. Jeg måtte se behandlingsforløbet som en form for ferie, konkluderede vi. Et pusterum fra hverdagens tumult. Gang og madlavning skulle være mine nye hobbyer. Måske kunne jeg starte til yoga og begynde at farvelægge i Mandala malebøger? Snart ville jeg være tilbage på sporet og i bedring.
September 2016
Bispebjerg Hospital. De smukke, gamle bygninger. Røde murstensvægge og høje træer. Vi stoppede op ved Børne- og Ungepsykiatrien. Turen fra Amager tog 51 minutter og indbefattede to forskellige buslinjer og en gåtur. Vi kom til at tilvejebringe ruten mange gange i løbet af de næste måneder.
Klokken 8:15 blev jeg kaldt ind på psykologens kontor. Jeg efterlod mine forældre og den røde saft i de hvide plastikkrus i venteværelset. Halvanden time senere kom jeg ud igen. I mellemtiden var jeg blevet udspurgt om alle tænkelige spørgsmål. Hvor mange måltider spiste jeg om dagen? Gik det godt i skolen? Havde jeg venner? Havde jeg nogensinde oplevet chikane? Jeg svarede på det hele, så godt jeg kunne.
Jeg blev sendt videre ind til en læge. Hun vejede mig. Trykkede på min blege mave og mine tynde arme. Hun tog min puls og tjekkede min motorik og følesans. Noterede og observerede.
Ved slutningen af dagen samledes vi omkring et bord. Mig, mine forældre, lægen, psykologen og stedets overlæge – en lille kvinde med en stram page og et utrolig fast håndtryk. De tilbød mig en plads i det ambulante behandlingstilbud. Anbefalede på det kraftigste, at vi takkede ja. Og, sagde overlægen henvendt til mine forældre, jeg skulle hjemmeindlægges på ubestemt tid. Jeg måtte ikke komme i skole og skulle være så stillesiddende som muligt. Mine forældre skulle stå for alt, som havde med mad at gøre. Handle ind, beslutte hvad der skulle spises, lave mad og holde øje med mig under måltiderne. Den aften lavede jeg en tomatsuppe fra bunden. Det blev sidste gang, jeg lavede et måltid i lang tid.
·
05/09/2016
Indledende vurdering, sygehistorie
Patienten havde efter nytår 2016 første gang symptomer på spiseforstyrrelse i form af ønske om vægttab, restriktiv spisning, selvpålagte regler for sin spisning samt overoptagethed af vægt og figur. Hun havde et stort vægttab i foråret 2016 og tabte sig yderligt i sommeren. Der er kompensation i form af tvangsmotion. Der er tegn på vægtangst og angst for vægtøgning.
Aktuelt spiser Caroline stort set ingen kulhydrater, ingen sukker og meget lidt fedtstof. Caroline stiller vækkeuret 2 timer før, hun skal gå om morgenen, så hun kan nå sine planer/ritualer omkring mad og motion.
Det drejer sig om en 12-årig pige, der aktuelt opfylder kriterierne for atypisk anorexia nervosa.
·
Hjemmeindlæggelsen gav mig god tid til at bekymre mig om mad, vægt og krop. Jeg kunne ikke komme med på den lejrskole, som klassen skulle på. Nu behøvede jeg i det mindste ikke bekymre mig om den pasta med kødsovs, som vi havde lavet i hjemkundskab, og som vi skulle spise på turen.
Jeg tog op på skolen for at fortælle mine klassekammerater, at de ikke kom til at se mig det næste stykke tid. Der var mange spørgsmål, for hvorfor spiste jeg ikke bare? Min gode ven tilbød i plenum at tage mig med på McDonald’s og spise en Big Mac menu. Så kunne jeg slippe for alt besværet med indlæggelsen og behandlingen.
Oktober 2016
Din far og jeg fik at vide, at vi skulle monitorere dit madindtag ned til mindste detalje. Du måtte ikke være med i køkkenet, og vi skulle sørge for, at du spiste det, vi serverede. Hver gang jeg forsøgte at presse dig, var det som om, at jeg skulle udsætte dig for et overgreb. Jeg var ikke i stand til at tvinge dig til at spise, når du sagde fra. I stedet sneg jeg ekstra kalorier ind hist og her. Jeg kom græsk yoghurt 10% i bøtten, som der før havde været skyr i. Mandelsmør smagte mere neutralt end peanutbutter, så det kunne jeg komme i din smoothie, uden at du bemærkede det.
Din far mente ikke, at jeg var opgaven voksen. Han kendte til min mangel på autoritet. Han gav mig skylden for din sygdom og insisterede på at tage over behandlingen. Jeg kunne ikke se, hvordan jeg skulle kunne overlade ansvaret til den far, som aldrig havde været der, når det virkelig gjaldt. Løvemoren i mig kæmpede indædt for at holde ham på afstand.
·
For det meste var jeg derhjemme. Jeg skulle spise tre hovedmåltider og tre mellemmåltider hver dag. Målet var, at jeg skulle tage et halvt til halvandet kilo på om ugen. Nathalie lavede aftensmaden, men jeg måtte selv komme yoghurt og mysli i skålen om morgenen, aftalte hun og jeg. Det var hendes opgave at portionsanrette maden, men hver aften var det til debat, hvor meget der skulle op på tallerkenen. Jeg vandt diskussionen hver gang. Når hun skulle ned og handle, lavede jeg indkøbslister, og mens hun var i supermarkedet, SMS’ede jeg hende og fik hende til at sende mig billeder af det, hun kom i indkøbskurven.
En gang om ugen tog vi bussen til Bispebjerg, hvor jeg blev vejet. Vi gik i familieterapi og snakkede med den læge og den psykolog, vi var blevet tilknyttet. Jeg stoppede med at tabe mig, men jeg tog ikke på. Det var ikke tilfredsstillende, mente behandlerne. De bad os om at tage madpakker med, næste gang vi kom. De ville iagttage vores dynamik under måltidet.
En uge senere sad mine forældre og jeg skoleret foran lægen og psykologen. På bordet imellem os lå madpakken med fire halve skiver rugbrød med pålæg. Jeg skulle spise alle fire. Normalt fik jeg kun tre, men foran behandlerne var den slags ikke til forhandling. Min far forsøgte at få mig til at spise. Først opmuntrende og tålmodigt, senere truende og frustreret. Nathalie gjorde ingenting. Det var tydeligt for alle i lokalet, at jeg mere eller mindre kunne gøre, som det passede mig, når vi var derhjemme.
·
14/10/2016
Familieterapi, måltidstræning
Måltidet i dag er forberedt af begge forældre. Forældrene er ikke helt enige i, hvor meget der skal spises af det medbragte: Far mener, at der skal spises 1/2 skive rugbrød mere sammen med hummus, end mor synes. Caroline argumenterer for gulerødder sammen med hummus frem for brød.
·
Jeg ville stoppe med at tabe mig. Jeg vidste godt, at det er gået for vidt. Jeg ville samarbejde med mine forældre og med behandlerne om at finde en løsning. Noget udramatisk. Men en del af mig strittede imod. Den del af mig, som hele livet havde kæmpet med overvægt, og som havde oplevet, hvilken sejr det var at tabe sig og modtaget talrige komplimenter for det. Den del af mig, som havde skulle positionere sig imellem mine forældre og agere mægler hele min barndom. Den del af mig, som aldrig havde fået udstukket en klar og tydelig linje, hvad angik kost og motion. Den del af mig, som for min og Nathalies skyld havde haft brug for at tage kontrol i svære situationer. Den del af mig, som aldrig havde været underlagt en autoritet. Den del af mig var skrækslagen over at skulle opgive den smule kontrol og stabilitet, jeg havde opnået. Kontrollen over maden var blevet en tryghed. Jeg havde brug for sulten.
December 2016
Det var halvandet år siden, at din far og jeg var gået fra hinanden, og du havde været i behandling for anoreksi i fire måneder, uden at der var sket nævneværdige fremskridt. Jeg syntes ikke, at den behandling, vi fik tilbudt, passede til os og vores liv. Jeg var ikke i stand og havde ikke lyst til at tvinge dig til at spise. Vi var underlagt strenge regler, som jeg ikke kunne leve op til, og både behandlerne, din far og omverdenen så ned på mig. De kritiserede min måde at passe på dig og være din mor på.
Jeg var desperat efter at se min familie og føle mig set og elsket. Jeg planlagde en rejse til Canada, som jeg samtidig så som en mulighed for os to til at ordne tingene på vores egen mindre drastiske måde. Så syg var du ikke, tænkte jeg. Det var en fase, som vi kunne overkomme. Der var bare brug for mere rolige rammer.
På Bispebjerg modsatte man sig, at vi tog af sted. Min rejseforsikring ville ikke dække, hvis der skete dig noget, medmindre dine behandlere godkendte turen. Det var nødvendigt for os at komme væk, og jeg ville gøre meget, for at det skulle ske.
·
20/10/2016
Familieterapi
Mor nævner, at hun fandt vores tilgang til måltidstræningen sidste uge unødvendig provokerende og synes ikke, at vi havde behøvet at presse Caroline, så hun græd offentligt, hvilket var det, Caroline frygtede mest. Vi taler om at spiseforstyrrelsen kan planlægge og styre måltidet, og at det er vigtigt at udfordre spiseforstyrrelsen under måltidet. Far udtrykker at have lært at presse på ved måltider.
·
Vi skulle til Canada, havde Nathalie besluttet. Hverken min far eller behandlerne var begejstrede ved tanken om, at vi skulle af sted. Min vægt var så lav, at en flyrejse kunne være farlig, for slet ikke at snakke om selve turen. Tænk, hvis der skete noget over 5.000 kilometer væk hjemmefra? Efter megen diskussion og overtalelse endte vi med en aftale; jeg skulle tage et kilo på til næste vejning. Et kilo på en uge. Det lykkedes ikke, og vi vidste det, allerede før jeg trådte op på vægten.
Få minutter inden den afgørende vejning var jeg gået ud på hospitalets toilet. Jeg stod ude mellem båsene og iagttog mit spejlbillede, mens jeg vaskede hænder. Nathalie kom ud til mig. Hendes bevægelser var hurtige og blikket hektisk. I hånden havde hun et af hospitalets engangskrus i hvid plastik. Hun stillede sig ved siden af mig, fyldte det med vand fra håndvasken og rakte det til mig. To deciliter kan der være i sådan et krus. Fem gange to deciliter er en liter. En liter vand vejer et kilo. Jeg vidste præcis, hvad jeg skulle gøre. Få dage senere fløj vi til Canada.
Privatfotos: Trods behandlernes anbefalinger, tog Caroline og Nathalie til Canada.
Februar 2017
Da vi kom hjem fra Canada, havde du tabt dig. Din vægt var på sit laveste. Du kunne ikke tænke klart længere og havde mistet din empati til en grad, hvor du skubbede til din bedste veninde uden at skænke det en tanke, at det gjorde ondt på hende. Du var tarvelig, for alt, som optog dig, var mad og motion. Øjne og læber var overdimensionerede i dit lille ansigt med de indsunkne kinder, og når du stod op om morgenen, lignede du en frø med udspillede øjenæbler.
Jeg forsøgte igen og igen at få dig til at spise lidt mere, men hver gang endte det i lange diskussioner, højlydte skænderier og voldsomme angstanfald. Engang bevægede du dig hektisk rundt i huset med en køkkenkniv i hånden, som du truede med at kaste ud ad vinduet, og jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle håndtere det, når du taktfast slog hovedet ind i væggen eller hulkende og rystende lod dig synke sammen på gulvet. Vi var ødelagte begge to.
I noget tid havde lægerne på Bispebjerg anbefalet, at du skulle starte i et mere intensivt behandlingsforløb. Jeg havde afslået, men nu, efter den fejlslagne tur til Canada, måtte jeg kapitulere og takke ja.
Du blev dagsindlagt og skulle være på behandlingsstedet i dagtimerne mandag til fredag. Du fik fastlagt en madplan, og hver gang du skulle spise, var det under observation af tre behandlere. De opmuntrede dig til at spise, pressede dig, når du strittede imod og trøstede dig, når du græd. De påtog sig den opgave, som jeg ikke var i stand til at varetage.
·
14/02/2017
Overflytningsaftale
Caroline og forældre begyndte ambulant behandling med familiebaseret terapi én gang ugentligt inkl. vægtkontrol, i begyndelsen af sept. 2016.
Caroline vægtindhentede planmæssigt de fire første uger, men derefter har vægten svinget og hovedsageligt været under 40 kg og dermed tæt på samme vægt som ved behandlingsstart. Caroline er fortsat svært undervægtig og det skønnes derfor nødvendigt med intensiveret behandling i daghospital.
Caroline opstarter behandling her d. 14.02.17.
·
Jeg skulle dagsindlægges, havde mine forældre bestemt. Det var ganske forfærdeligt. Jeg hulkede, da jeg fik det at vide og bad dem inderligt om at få en chance til. Vi kunne gå ned og spise en burger nu, hvis det skulle være. Men der var intet at gøre. De havde besluttet sig.
Den dag, jeg skulle starte i behandlingen, fulgtes vi alle tre ned til bussen. Jeg gik imellem mine forældre, og det føltes som om, at dommedag var kommet.
Til frokost fik vi serveret dansk mad med sovs og kartofler. Hospitalsmad. Jeg væmmedes. Jeg blev truet med døgnindlæggelse og sonde, hvis ikke jeg spiste op. Noget i mig vidste, at jeg blev nødt til at give efter. Jeg skulle ikke have stukket noget rør op i næsen.
Jeg jamrede og græd, når mig og Nathalie var alene. Knælede ved hendes side og tiggede og bad i håb om, at hun ville lade mig udskrive, så vi kunne fortsætte som før.
Dagene og ugerne gik, og jeg tog planmæssigt et kilo på om ugen. Bællede en liter sødmælk hver dag og blev stopfodret med koteletter og frikadeller. Jeg følte mig ulækker. Elendig. Men som vægten forøgedes, begyndte jeg at kunne tænke mere klart. Min fornuft blev vakt. Det røgslør, som før havde ligget tungt over min bevidsthed, forsvandt gradvist.
Snart begyndte jeg at tænke på andet en kost, krop og kalorier. Jeg fik på ny lyst til at se mine venner. Jeg havde lyst til at grine. Til at have lange snakke om ting, som betyder noget. Til at tegne og male og skrive små tanker ned i lyserøde notesbøger. Til at danse foran spejlet og se film i sofaen.
Nogle dage hadede jeg mig selv. Men jeg vidste, at livet var kampen værd.
Maj 2017
Langsomt, i takt med at du tog på i vægt, så jeg, hvordan du fik gløden tilbage i kinderne. Du begyndte at smile og grine igen. Du interesserede dig for andre mennesker og lukkede på ny verden ind i din bevidsthed. Du snakkede med de andre piger på behandlingsstedet og rakte ud til dine venner. Du blev utålmodig efter at komme tilbage i skolen, for du havde lyst til at lære nyt, få udvidet din horisont og se dine klassekammerater igen.
D. 12. maj 2017 blev du konfirmeret. Du havde ikke en klassisk konfirmationskjole med tyl og frynser på, men derimod en kort tennisnederdel og et guldbånd om livet. Du skilte dig ud og var helt din egen – præcis som jeg kender dig. Den dag fejrede vi din konfirmation, men som jeg siger i min tale, så fejrede vi så meget mere end det. Vi fejrede, at du igen var sund og rask. Min lille pige var tilbage, og hende havde jeg savnet rigtig meget.
Privatfotos: Én måned efter Caroline blev konfirmeret, blev hun udskrevet fra Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center Bispebjerg.
Efterskrift
Mit navn er Caroline, og sammen med Hana er jeg skribent på denne artikel, som også handler om mig.
I dag er jeg 21 år gammel; sund, rask og glad. Selvom spiseforstyrrelsen har sat dybe ar, som nok aldrig vil forsvinde helt, er jeg kommet ud på den anden side med en vished om, at jeg kan overkomme det meste. Sygdomsforløbet har gjort mig stærk og modstandsdygtig og har været med til at definere, hvem jeg er i dag – på godt og ondt.
Jeg vil gerne takke mine forældre for den ærlighed og åbenhed, de har udvist under tilblivelsen af artiklen. Og for at være dem, de er. Selvom min barndom til tider har været hård, ved jeg, at alt er blevet gjort med stor umage og de bedste intentioner. Jeg har aldrig været i tvivl om, at jeg er elsket. Og det er det vigtigste. Så af hjertet tak.
Tryk her for at læse om, hvordan vil har indsamlet information og researchet til denne artikel.
Artiklen tager udgangspunkt i Caroline Schneider Lamberts sygdomsforløb.
Caroline led af anoreksi og var i behandling for sygdommen i Børne- Og Ungdomspsykiatrisk Center Bispebjerg fra september 2016 til x 2017.
Caroline selv er medforfatter på artiklen og har i arbejdet med research foretaget lange interviews med både sin mor, Nathalie Lambert, og sin far. Hana Salihovic har lavet dybdegående interviews med såvel Caroline som Nathalie – både individuelt og sammen.
Derudover baserer researchen til artiklen sig på journalnotater, YouTube-videoer, som Caroline selv har filmet, redigeret og offentliggjort i 2016 og 2017 samt private fotografier, som også benyttes i artiklen.